Julehilsen 2017

Nu er det snart jul!

Og det betyder også at 2017 snart er slut og i den forbindelse vil jeg gerne fortælle om de begivenheder vi har haft, både i Danmark og udlandet.

 

Deaflympics og ICSD-kongressen

Den største begivenhed i 2017 var, uden tvivl Deaflympics i Samsun – Tyrkiet. Det var et meget flot arrangement, imponerende åbningsceremoni og alle sportsarenaerne var professionelt udført. Det var også dyrt for tyrkerne, men det var flot arrangeret af de tyrkiske værter.

Det danske hold deltog i 5 discipliner; bowling, håndbold, orientering, golf og cykling. Desværre fik vi ikke medaljer med hjem, men var utrolig tæt på i golf med Lasse Emil Nielsen. Han var i bronze kamp mod en Skotte og det var en utrolig tæt kamp/dyst hvor der også var 2-3 om-huller, men desværre glippede bronzemedaljen for Lasse Emil.

Selvom vi ikke fik medaljer med hjem, er vi tilfredse. Alle deltagerne have målrettet deres træning med Deaflympics for øje og vi håber de vil have samme tiltro og træne på samme måde til næste Deaflympics – hvis de har mulighed for at komme med.

DDI deltog også på ICSD kongressen – kongressen er en fast del af Deaflympics, både sommer og vinter Deaflympics, så hvert andet år deltager DDI som delegerede. I år var det Louise Peitersen og undertegnede der deltog. Vi synes kongressen strukturmæssigt set var rodet, den blev dog gennemført men meget trægt og det var på et helt andet niveau end vi er vant til fra Danmark og de andre nordiske lande.

Vi, DDI var meget stolte over de danske repræsentanter og den energi og tid de havde lagt i deres træning og ikke mindst er vi glade for den tillid de viste DDI. Til at starte med var egenbetalingen temmelig høj, men atleterne havde tillid til at DDI kunne skaffe penge, så egenbetalingen blev sat betydeligt ned. Der har været mange frivillige, der har hjulpet med at skaffe penge på forskellige måder og DDI vil benytte lejligheden til at sige tak.

 

Ny tilskudsstruktur fra DIF

Nu har vi lavet en ny 4 års plan, der altså løber frem til næste Deaflympics og den er næsten på plads. Denne plan er mere ambitiøs og målrettet og vi håber at hente medaljer med hjem fra næste Deaflympics. Vi ved godt det er svært, da konkurrencen, fra især andre europæiske lande er stor, da de får flere penge end os til deres træning, men vi må gøre vores bedste.

Der en kommet en ny tilskudsstruktur fra Dansk Idrætsforbund (DIF), tidligere har vi fået tilskud gennem tipsmidler og antallet af aktive medlemmer i vores klubber, men fra 1. januar 2018 kommer der en ny tilskudsstruktur. Nu skal planlægningen være mere langsigtede og vi skal beskrive vores strategi for de næste 4 år. Fx skal vi beskrive hvor vi vil hen med DDI indenfor de næste 4 år. Dette skal vi gøre da DIF gerne vil se hvad pengene bruges på – tidligere fik vi penge afhængig af antallet af medlemmer og aktiviteter, uden at DIF vidste hvad pengene blev brugt på. Derfor er det lavet om.

Det har været et stort arbejde og et langt forløb i samarbejde med DIF´s konsulent at finde de rigtige strategispor, da det var nyt for os. Men det gælder også alle de andre specialforbund. Men vi har fundet to strategispor og det første er at vi skal have samarbejdsaftaler med andre forbund og foreninger, med det formål at udvikle døve idrætten her i Danmark. Det andet spor er at vi skal rekruttere flere medlemmer med det formål at styrke døve idrætten. Det er vores strategi for de næste 4 år og startskuddet lyder den 1. januar 2018.

 

Klubber under DDI

For klubberne under DDI er der også sket en større ændring her i 2017. I 2015 lavede vi en ny medlemsstruktur, men det viste sig at det var svært for nogle af klubberne at forklare deres medlemmer hvad afgiften til DDI gik ud på. Derfor oprettede vi i år en arbejdsgruppe der skulle se på om der ikke var en måde, hvor det ville være nemmere at forstå hvad det vil sige at være medlem af DDI. Arbejdsgruppen udviklede en mere simpel model og den blev vedtaget på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i oktober på Castberggård. Vi håber at den vil blive godt modtaget, når den træder i kraft den 1. januar 2018. På DDI´s hjemmeside kan du finde en video der forklare den nye struktur. I dag har vi 8 klubber og ca. 310 medlemmer.

 

Aktiviteter i DDI

Aktiviteter indenfor bredde området er stadig svære at gennemføre, men heldigvis lykkedes det med badmintonstævnet i november på Castberggård. Det var en succes, hvor der var ca. 40 deltagere. I 2018 vil vi gerne gennemføre en Camp i Portugal med kitesurfing og surfing og åbent futsal stævne – dvs. udover DM i futsal – og vi håber at se mange til de aktiviteter.

Vi har oprettet et nyt aktivitetsudvalg der skal koordinere de forskellige aktiviteter og på den måde håber vi at få flere medlemmer i DDI og vi arbejder på at få gennemført flere aktiviteter i 2018.

DDI er også begyndt at prøve kræfter med ”Rejser og arrangementer”, hvor vi i samarbejde med Holstebro Rejser vil planlægge forskellige sociale rejser. Til marts næste år, har vi planlagt en golfrejse til Spanien og af arrangementer kan nævnes VM i ishockey i Herning.

Med hensyn til gennemførelse af DM, er det desværre ikke gået så godt i år. Der har været færre end vi forventede. Vi håber på at 2018 vil byde på flere DM-arrangementer og måske skal vi også tænke mere bredt; f.eks. som at planlægge åbent futsal stævne ved siden af DM, så alle har mulighed for at deltage og dermed kan både eliten og bredden deltage.

 

DDI som organisation

I de sidste 3 år er der sket store forandringer for DDI som organisation. Der er kommet nye strukturer, processer og arbejdsgange og arbejdet med det er tæt på at være slut, så vi i dag står med et forbund der passer til 2017.

Vores økonomi er sund, vores omsætning vokser, men vi skal have en større egenkapital så vi er godt rustet, hvis der kommer dårligere tider.

Da vores økonomi vokser har vi ansat en ny regnskabsmedarbejder, der hjælper med regnskab og bogføring.

Samlet set er DDI ind i en god udvikling.

 

Jeg kunne fortsætte med at fortælle om 2017, men nu er det tid til at runde af.

2018 bliver et spændende år med den nye medlemsstruktur og mange aktiviteter på Landsholdsplan, som kvalifikationen til EM for bare at nævne én. Så skal vi også i gang med vores strategispor – det bliver meget spændende.

Hvis du vil læse mere om 2017, så gå ind på www.deafsport.dk og under Nyheder kan du se hvad der er sket i 2017.

Der skal lyde en stor tak til alle frivillige – uden jer intet DDI. Tak for samarbejdet og vi håber det fortsætter ind i det nye år. Også en stor tak til alle der har været en del af DDI på landshold og andre sports områder.

 

Glædelig jul og godt nytår. 

12 december 2018

Dansk Døve-Idrætsforbund og OK har lavet en forlængelse af sponsoratet til og med 2021, og med option for forlængelse frem til 2025.

Joachim Thor Krøyer, sekretariats-...

11 december 2018

10 december 2018