I weekenden blev finalen ved EM i fodbold spillet, og her vandt Frankrig over de storsatsende ukrainere efter forlænget spilletid. Hvis man havde spurgt landstræner Jon Hesselberg inden EM, så havde han ikke ikke troet på det. Nu er landstræneren hjemme igen, og han ser tilbage på en god slutrunde for danskerne, men som desværre også bar præg af andre ting.
I lørdags vandt Frankrig finalen over Ukraine 3-2. Det gjorde de i forlænget spilletid mod de mastodonterne fra Ukraine. Tyrkiet ender som bronzevinder, som kunne fejre medaljen på hjemmebanen i Antalya.
Vi spurgte landstræner Jon Hesselberg, om han var overrasket over resultatet af finalen:
“Jeg er overrasket over, at Frankrig vinder, for Ukraine var klar favorit inden slutrunden. Men jeg så Frankrig i semifinalen, og de så stærke ud. De har mange gode spillere. Hvis du havde spurgt mig inden EM, så havde jeg aldrig troet, at Frankrig ville vinde, men der er sket meget, siden jeg så dem sidst før Corona-pandemien. Der kan ske meget på 5 år.”
Han fortsætter: “Jeg tror også, at Ukraine er skuffet. De er meget seriøse sammenlignet med de andre lande fx solbadede de ikke. De løb morgenture i stedet.”
For Danmark var EM resultatmæssigt et skridt i den rigtige retning efter mange år uden for sporten. I gruppespillet starter de stort ud med en 2-1 sejr over Serbien, og det kan næsten ikke gå galt, på trods af at de taber 0-8 til Ukraine bagefter. Håbet for en kvartfinale lever stadig med uafgjort mod Italien, og de ender 3’er i gruppen. Herefter skal de ud i en Play off-kamp mod Polen, og det bliver desværre endestationen for Danmark.
Uden for banen kæmpede spillerne med sygdom, og det lagde en skygge over turneringen, siger Jon Hesselberg:
“Der var meget sygdom i truppen allerede fra dag 3. Man bliver tappet for kræfter, når man bliver ramt af det, og det gjorde vi også. Værst gik det udover Grækenland, som på et tidspunkt havde 15 spillere ude. Man turde næsten ikke spise noget af frygt for at få det skidt. Alt i alt ca. 70 mennesker har været ramt af sygdom under turneringen.”
På trods af sygdom var der ikke en finger at sætte på stemningen i truppen, og landsholdet syntes kun at rykke tættere sammen, når der opstod udfordringer. Det har gjort stort indtryk på landstræneren:
“Det sociale var fedt, og vi fik integreret de nye på holdet. Det overraskede mig positivt, at sammenholdet blev så stærkt. Vi havde en rigtig god stemning på trods af udfordringerne undervejs”
Når man spørger Jon Hesselberg, hvad der lyser klarest fra EM, så er det resultatet, og det kunne han også mærke i truppen:
“Resultaterne var et step up for os, og det står stærkest i min hukommelse, men spillerne havde også en god oplevelse, når jeg spurgte dem én-til-én. De var stolte over de 4 point med så nyt et hold – da vi spiller 1-1 mod Italien, er det med 6 nye spillere i startopstillingen.”
Og netop at kunne integrere nye og unge spillere på et fodboldlandshold betyder meget for landstræneren.
“Det er bare fedt, at vi også kan tilbyde noget socialt for de unge, der ikke kender andre, som dem selv.”
Han vil særligt gerne sige tak til alle dem, som så med hjemmefra og støttede landsholdet.
“Tusind tak til alle dem, som har fulgt med. Det har varmet!”