Udtagelsessamling for herrelandsholdet i fodbold.

Dansk Døve-Idrætsforbunds (DDI) herrelandshold i fodbold har i weekenden d. 18. – 20. januar haft samling hvor spillerne har haft mulighed for at vise at de er klar til at blive udtaget til den trup som skal repræsentere Danmark og Dansk Døve-Idrætsforbund ved EM i fodbold sommeren 2019 på Kreta i Grækenland. 

Meget i tråd med DDIs strategispor er det lykkedes lederteamet omkring landsholdet at finde nye mulige landsholdsspillere og også at få hevet spillere som ellers var stoppet i gang igen. En del af DDIs strategispor er jo at få flere døve til at dyrke idræt. 
 
For første gang siden 2015 er der for alvor kamp om pladserne i truppen. Der var 26 til weekendens samling og et afbud i sidste øjeblik grundet en skade, så der kunne have været 27. Derudover har landstræneren på papiret yderligere 9 spillere.

Foto: Trine Tønnesen © Dansk Døve-Idrætsforbund

I første omgang er betingelsen for at kunne komme med i den endelige trup at man kommer til mindst en af to samlinger i januar og februar. 

Spillerne vidste ikke hvad der blev og bliver målt på ved hver samling. Men som grundregel er det jo vigtigt at man kan spille fodbold, forstå taktiske krav osv. 
 
Ved denne første samling blev der lavet 2 fysiske tests, en stresstest, en test hvor spillerne ikke vidste at der blev kigget på deres tekniske kunnen og sidst men ikke mindst, fungere de socialt i en stor gruppe. 
 
Trænerne må med glæde og en smugle overraskelse sige at langt de fleste spillere var i bedre fysisk form end vi havde turdet håbe på. 
 
Den endelige udtagelse vil blive foretaget i ugen efter den næste samling som forgår i weekenden d. 15. – 17. februar. 
 
De 26 som var til den første samling var fra de mødte ind fredag til de fik fri søndag, fokuserede, engagerede og motiverede, det lover godt for fremtiden, og gør det svært for trænerteamet at udtage den endelige trup. Men det er nu engang en af de opgaver man som træner påtager sig, når man siger ja til jobbet. At træne, coache, udvikle de mennesker man arbejder med, og så samle den trup som man mener, vil være den stærkeste målt på alle parametre. 

Foto: Trine Tønnesen © Dansk Døve-Idrætsforbund

Vi i trænerteamet glæder os allerede til næste samling, og til for alvor at komme i gang med at forberede truppen på sommerens store opgave. 

Disse samlinger og ikke alt for høje egenbetalinger lader sig kun gøre med støtte, og derfor vil vi fra herrelandsholdet i fodbolds side gerne takke Oticon fonden, sponsorer og samarbejdspartenere hos DDI for støtten. 

Per Sørensen 
Landstræner  

Del