De første danske atleter, trænere, ledere mm. i Denmark Deaflympic Team er vel ankommet til Brasilien efter en lang og udmattende rejse.
Efter mere end 24 timer fra afrejsen i Københavns Lufthavn kunne de trætte danskere endelig få et tiltrængt bad og få hvilet sig lidt på hotelværelserne inden de atter skulle samles, denne gang til aftensmad og socialt samvær.
Forinden havde Chef de Mission, Joachim Thor Krøyer bebudet at en særlig gæst ville ankomme til hotellet og deltage i spisningen samt det sociale samvær.
Viceambassadør, Mette Strand Gjerløff havde taget den lange tur fra Danmarks Ambassade i Brasilia sammen med sin mand Carsten Utoft Nieemann og var mødt op på hotellet for at byde danskerne officielt velkommen til Brasilien.
Inden Mette fik ordet, bød Joachim velkommen og mindede de danske atleter om at sende en varm tanke og stor tak til de sponsorer, fonde og støtter som har gjort det muligt at finansiere turen, der koster i omegnen af 2,5 mio kr. Uden den opbakning havde det ikke været muligt at sende det historisk store antal atleter afsted. Med 36 atleter er det næsten en fordobling i forhold til sidste Deaflympics i 2017 i Samsun i Tyrkiet.
En meget stolt formand for Dansk Døve-Idrætsforbund (DDI), Michael Weber Steenberg bød ligeledes velkommen til såvel atleter som fornemme gæster og udtrykte sin stolthed over at det er lykkedes DDI at samle så stor en opbakning til Denmark Deaflympic Team og at så mange atleter har kvalificeret sig. ”Jeg er stolt over at vi sammen er nået så langt” sagde han og gav herefter ordet til viceambassadøren.
Mette Strand Gjerløff indledte med at takke for at hun og Carsten af DDI er blevet inviteret med til at overvære åbningsceremonien med indmarchen på det deaflympiske stadion.
”Vi er meget glade for den store ære det er at være med til indmarchen og se Dannebrog blive båret ind” sagde viceambassadøren, der også viderebragte en hilsen fra ambassadør, Nicolaj Prytz, der var meget ked af at han ikke kunne deltage, da han er hjemme i Danmark.
At Covid-19 har været en prøvelse for hele verden og ikke mindst Brasilien, der har været hårdt ramt med høje dødstal var et emne som var svært for Mette Strand Gjerløff at undgå at nævne i sin tale til de danske atleter, ikke mindst fordi pandemien var årsag til at det 24. Deaflympics måtte udskydes et år og altså afholdes i 2022 fremfor 2021. ”Heldigvis går det nu meget bedre. Det er en stor glæde at se Brasilien åbne op igen og være i stand til at holde et så stort arrangement” sagde hun og fortsatte sin tale med at forklare hvordan Danmark i Brasilien arbejder på at sætte sit aftryk i forhold til at samarbejde om tiltag på klima-området og om at forbedre forholdene for Brasiliens oprindelige folk.
”Jeg håber også at, i vil sætte jeres aftryk hernede og forhåbentlig vinde nogle medaljer med hjem til Danmark” sagde viceambassadøren og afsluttede talen på tegnsprog ”KOM SÅ DANMARK!”