Inden dagen for alvor begyndte, havde vores fire danske bowlingspillere allerede givet udtryk for, at de både var fysisk og mentalt udmattet, efter en lang turnering med mange timer i bowlinghallen, ved Deaflympics 2021 i Malaysia. Samtidig var der mange følelser i spil under dagens 5-mandsdisciplin, som blev afviklet for både damerne og herrerne.
Da Danmark kun er repræsenteret med to dame- og to herrespillere til Deaflympics 2021 i Malaysia, handlede dagens disciplin udelukkende om at få skrabet så mange point sammen, så vores fire danske bowling forhåbentligt kunne kvalificere sig til Masters, blandt de 24 bedste deltagere fra hvert køn.
Efter dagens 3. serie var Mai Wachsmuth sølle 3 kegler fra at komme i top 24. Desværre, efter en skidt 4. og 5. serie fra Mai, så det ikke alt for godt ud for vores danske bowlinglady. Da alle serier var spillet til ende var der ikke væltet kegler nok til at få hverken Mai eller vores anden kvindelige bowler, Sabine Kathrine Brink, med i Masters. Mai blev hængende på 25.-pladsen, imens Sabine rykkede en enkelt plads op, op på 28.-pladsen i damernes All Event.
Se stillingen i kvindernes All Event.
I herrernes turnering var Pierre Bocquet’s chancer for at havne i top 24 allerede minimale, efter en skidt turnering set fra den danske verdensmester, som på usædvanlig vis var havnet helt nede på 43.-pladsen før dagens start. Pierre fik dog kæmpet sig op på en 39.-plads i herrernes All Event.
Dermed blev det kun vores unge bronzevinder i herresingle, 20-årige Oliver Wulff Kristensen, som formåede at kvalificere sig videre til Masters for Danmark. Oliver havner på 14.-pladsen i herrernes All Event efter en blandet turnering med både op- og nedture. Vi håber at se Oliver give den max gas i turneringens allersidste disciplin!
Masters spilles i morgen fra kl. 02:00 dansk tid.
Se stillingen i herrernes All Event.
Stort tillykke til medaljetagerne i damernes 5-mandshold:
- Malaysia
- Kinesisk Taipei
- Ukraine og Sydkorea
Samlet stilling i damernes 5-mandshold.
Stort tillykke til medaljetagerne i herrenes 5-mandshold:
- Sydkorea
- Malaysia
- Kinesisk Taipei og Saudi Arabien