Fredag d. 8. juli skulle slaget stå mellem Kroatien og Danmark. Der var spænding i luften hos håndboldherrerne men også en høj grad af respekt for deres modstandere. Kroatien har vundet Deaflympics 2022, europamesterskabet i 2019, verdensmesterskabet i 2018 og mange andre gennem tiden. På trods af, at medaljeskabet i det kroatiske klubhus indeholder flere guldmedaljer, var danskerne klar.
Det er tydeligt at se, at kroaterne har snakket om Malthe Qvortrup inden kampen, for det ligner mest af alt en boksekamp i bedste sendetid, når Malthe nærmere sig de tårnhøje kroatere. Flere gange må Malthe bide i det sure æble, mens kroaterne får lov til at fortsætte.
Når vi lavede fejl i angrebet eller mistede bolden var kroaterne hurtige til at straffe os med kontrascoringer, og efter 10 min tog Danmark timeout. På den anden side af timeouten begyndte Kroatien at mandsopdække Malthe på midten, og det tog noget af initiativet ud af angrebet.
Kroaterne fortsatte deres kontramaskine, og det så svært ud ved pausen med en stilling på 19-7 ved pausen.
2. halvleg fik en anden lyd, og det var som om, drengene havde drukket kroatisk Rakija i omklædningsrummet. De kom ud som forvandlede, og efter 15 minutter begyndte stemningen at løfte sig i hallen. Malthe Qvortrup, Jonas Kühn og Emil Krupa tordnede frem som lyn fra en klar himmel, og før kroaterne havde set sig om, havde vi spændende håndboldkamp igen.
Efter 19 minutter stod det 28-16, og vores tre musketerer blev ved med at score på den kroatiske målvogter, som virkede lammet. Thomas Karn, som havde nogle vigtige redninger i starten byttede med Marc Skou Nielsen, som fortsatte i samme spor med fantomredninger på de rigtige tidspunkter.
Da Malthe beder om en pause, får han klar besked fra Kim Næsby: “Du kommer ikke ud, før du har scoret to mål mere”. Malthe forstod beskeden og blev ved med at hamre løs i fællesskab med Jonas og Krupa, og Danmark ender med at vinde halvlegen over Kroatien. Desværre var det ikke nok til at dække forspringet fra 1. halvleg, og Danmark taber deres sidste kamp ved VM med 20-31.
Kampens spiller blev Malthe Qvortrup med 11 kasser. Han fik overrakt blomster af æresmedlem i DDI, Knud Søndergaard.
Dette betyder altså, at Danmark er færdige ved det VM og ikke kommer med videre til semifinalerne. Øv – men sikke en fantastisk fight, holdånd og gejst, som de har vist.