Dansk Døve-Idrætsforbund kan endelig fortælle, at GOFUS Danmark har indgået et hjertesponsorat med futsallandsholdet. De kommer på rejsetrøjen ved VM i Brasilien d. 10.-19. november 2023 og helt frem t.o.m. VM i Danmark i 2025.
GOFUS fungerer som et genopstået klubhus for tidligere landsholds- og superligaspillere, der ønsker at give tilbage til samfundet. Gennem GOFUS får legenderne mulighed for at deltage i golf- eller padel-events og nyde det fællesskab, som sporten bringer med sig. Alle disse begivenheder har én fælles målsætning: At indsamle midler til udsatte unge i Danmark.
Dansk Døve-Idrætsforbund tror på, at sport og bevægelse kan være nøglen til at skabe en positiv indflydelse på børn og unge, der har et høretab. GOFUS deler vores vision og er ivrige efter at støtte organisationer, der arbejder for unges trivsel gennem sport. Vi er virkelig glade for, at GOFUS har valgt at støtte op om futsallandsholdet, og vi håber, at de kommer forbi til en kamp eller to ved VM i Danmark i 2025.
Det er et perfekt match, og hvem bedre til at fortælle det end Henrik “Store” Larsen, som er bestyrelsesmedlem i GOFUS? Mange vil nok huske Store Larsen, som en del af triumfen ved EM i 1992, og han har spillet i både Lyngby, FC København, Pisa og Aston Villa, inden han stillede fodboldstøvlerne på hylden. Han er en sand legende, og vi er rimelig stolte over, at han og GOFUS vil være hjertesponsor for futsallandsholdet.
Hør ham ønske futsallandsholdet held og lykke fra GOFUS i videoen herunder.
Hjerteligt tak til GOFUS Danmark!