Brænder du for at gøre en forskel? Deltag i fokusgruppen for unge med høretab hos Castberggård

Castberggård søger engagerede unge med høretab, der vil være med til at udvikle fremtidens initiativer for børn og unge med hørenedsættelse. Har du idéer, du brænder for at dele, og vil du være med til at forme nye projekter? Så er dette måske noget for dig!

Hvad går fokusgruppen ud på?

Castberggård ønsker at samle en gruppe unge mellem 18 og 30/35 år fra hele Danmark, både døve og personer med høretab, for at få deres perspektiv på, hvad der optager unge i dag. Fokusgruppen vil bidrage med idéer og feedback på Castberggårds initiativer, så vi i fællesskab kan sikre, at de er relevante for nutidens unge.

Hvem leder vi efter?

Castberggård søger omkring 8 unge, herunder 2 repræsentanter fra DDI, samt deltagere fra Høreforeningen, DDL og unge uden tilknytning til foreninger. Vi ønsker en blanding af unge, der befinder sig forskellige steder i livet – uanset om du er under uddannelse, i job, eller noget helt tredje, så længe du har lyst til at bidrage med dine erfaringer og idéer.

Hvordan foregår det?

Fokusgruppen mødes to gange om året for at diskutere og komme med forslag til nye projekter fra både de unge selv og fra Castberggård. Som deltager i fokusgruppen vil du få mulighed for at prøve idéer af og være med til at vurdere, om de er relevante og tidsaktuelle. Hvis du har lyst, kan du også blive ambassadør og hjælpe med at sprede budskabet om de projekter, der bliver realiseret.

Bliv en del af Castberggårds fokusgruppe

Vi starter op snart, og ved det første møde vil vi sammen sætte rammerne og forventningsafstemme, så alle ved, hvad der forventes. Du behøver ikke tage et stort ansvar – fokusgruppen handler om at dele dine tanker og idéer i et åbent og uforpligtende forum.

Vil du være med, eller har du spørgsmål?

Kontakt os på ddi@deafsport.dk, så vender vi tilbage til dig.

Vi ser frem til at høre fra dig!

Del