EDSO (European Deaf Sport Organisation) meddelte i går, at det danske herrelandshold er kvalificeret til EM i futsal 2022 i Italien. Årsagen til at Danmark kommer med skyldes, at Danmark har overtaget Ruslands plads til slutrunden, eftersom Rusland er udelukket fra alt fodbold og futsal, grundet invasionen i Ukraine. EM-billetten vækker stor glæde hos DDI.
– Vi er utroligt stolte og glade for at komme med til EM-slutrunden i Italien senere på året. Det har rigtig stor betydning for landsholdet, og det kan forhåbentlig inspirere flere til at satse på at være en del af vores herrelandshold i futsal, siger Joachim Thor Krøyer, Sekretariats- og Elitechef.
Idrætsleder for herrelandsholdet i futsal, Anders Kirchheiner, giver en reaktion ovenpå den glædelige nyhed:
– Det vakte rigtig stor glæde på holdet da vi modtog nyheden om, at vi er kvalificeret til EM i futsal i Italien til efteråret. Inden for de seneste 4 måneder har vi spillet lige op med, men desværre tabt knebent til, lande som Rusland, Hviderusland og Sverige. Alle tre lande ligger helt i top på den europæiske futsal-rangliste. I samme periode har vi fået storsejre mod henholdsvis Grækenland og Tjekkiet. Spillerne har uden tvivl bevist at de kan være med på det allerhøjeste niveau, og derfor er det helt fortjent, at de nu kan se frem til at skulle spille på den helt store scene til EM i Italien til efteråret.
6th European Deaf Futsal Championship spilles i Montesilvano, Italien, den 13.-22. oktober 2022, og allerede nu er herrelandsholdet i fuld gang med planlægningen og forberedelserne. Holdet har for nylig spillet en trekants turnering på dansk grund mod Sverige og Tjekkiet. Her gav det danske mandskab en smagsprøve på hvilket potentiale der ligger i holdet.
– Vi har i Danmark et futsallandhold der har potentialet til at nå et utroligt højt topniveau. Når vi ser på det tekniske niveau spiller for spiller i vores startopstilling, er vi med helt i top i Europa. Vi er dog et nyt hold og skal derfor, i den kommende tid frem mod EM i Italien, arbejde med den indbyrdes forståelse, de taktiske aftaler og derigennem få skabt et naturligt flow i vores spil. Hertil har vi en trup, som på nuværende tidspunkt, ikke er bred nok hvis vi vil være med helt fremme i en stor turnering som et europamesterskab. Derfor kommer vi også i den kommende tid til at arbejde med at få udbredt kendskabet til futsallandsholdet. Så vi forhåbentligt kan få endnu flere dygtige spillere ind på holdet, fortæller Anders Kirchheiner og tilføjer slutteligt:
– Der er en fantastisk stemning på holdet og vi ser utroligt meget frem til at skulle repræsentere de danske farver til den kommende EM-slutrunde.
Lodtrækning til EM-slutrunden sker søndag den 10. april 2022, med livestream fra Italien. Flere informationer vil følge senere.