DDI’s håndbolddamer vinder Rask Mølle Cup

I år havde DDI’s håndbolddamer valgt at deltage både lørdag og søndag, og lagde ud lørdag med 2 kampe. Vi mødte Brædstrup og derefter Thy. Optakten til den første kamp imod Brædstrup var at få lidt fart i fødderne igen, da det var første gang at vi var samlet igen efter Deaflympics i Brasilien i maj måned.

Vi spillede meget lige op med et velspillende Brædstrup-hold. Med en spændende afslutning fik vi hevet sejren hjem med et resultat på 19-18. Vi fik i den grad flashback til holdets nervepirrende etmåls-sejr i Deaflympics-finalen mod Tyrkiet.

I anden kamp ville vi gerne have vores kontraspil i gang, og det fik vi! Kampen bølgede lidt frem og tilbage, men det var altid Thy som skulle jagte. Vi ender med at vinde kampen 21-19, med en flot præstation af vores lånte målmand, Emma Karup, med blandt andet en strafferedning i de sidste minutter.

I dag fik holdet forstærkning af Julie Toft og Tanja Eilsø Sørensen. Vi stod igen i hallen og nu skulle vi møde Funder som havde set meget stærke ud dagen før. Vi spillede om førstepladsen i gruppespillet, da de også havde vundet begge deres kampe lørdag. Funder er et hold med gode spillere på alle pladser, så recepten var at løbe med dem fra kampens start, stå super godt i forsvar og håbe at Tanja tog hvad der kom forbi forsvaret. Missionen lykkedes til fulde og alle gav sig 100 procent. Tanja brillierede med flotte redninger og mange lange præcise udkast. Vi vandt 12-9 og var så klar til finalen.

I finale hed modstanderen Gødvads 3. div damer – endnu et virkeligt godt hold af rutinerede og unge spillere. Samme recept som sidste kamp og samme udfald på kampen. Vi sled og fightede os gennem hele kampen men trak dog fra de sidste 5 min så den endte 18-13 i vores favør. Fantastisk dejlig med opbakning fra DDI’s håndboldherrer, som slog et smut forbi vores finalekamp efter at de havde overstået deres egen samling.

Et super godt stævne med landsholdet og én af dem, hvor man bare bliver bekræftet i, at de her piger vokser i hinandens selskab og at vores sammenhold virkelig kan noget specielt.

Del