Herrehåndboldlandsholdet havde samling i Fredericia den 23.-24/2. På dagsordnen stod der bl.a. træningkamp mod Egtved lørdag eftermiddag. En kamp som endte 20-20 efter en pragtpræstation af Marc Skou i målet. I øjeblikket har herreholdet kun 10 spillere, hvilket gør truppen relativt lille, men ikke desto mindre stærk. Efter hver samling ses en udvikling blandt spillerne, både på håndboldbanen og fysisk. Det er værd at rose drengenes engagement og udvikling, og det er afgørende, at de fortsætter i samme spor, fortæller idrætsleder Frank Hansen.
Gensyn med to spillere
Den tidligere landsholdsspiller Nicklas Kleczewski mødte op til træning, og hans deltagelse blev positivt modtaget af alle drengene og staben. Han faldt godt ind i truppen, og forhåbentlig bliver han en permanent del af holdet igen.
Under samlingen var fokus rettet mod sjov håndbold, angrebsspil og teambuilding. Træningskampen mod Egtved blev nøje analyseret af landstræner Kim Næsby og målmandslandstræner Oskar Talks Hansen, der sammen diskuterede modstandernes styrker og niveau sammenlignet med tidligere kampe.
Målfattig kamp og en forrygende Marc Skou
Kampen startede stærkt, og holdet havde en god første halvleg med en stilling på 12-7. Specielt målmand Marc Skou leverede en imponerende præstation og han var flyvende fra start. Anden halvleg blev mere udfordrende, og kampen endte på målfattige 20-20 på grund af træthed blandt spillerne. Som tilskuer var det en fornøjelse at se kampen på et højt niveau, fortæller en af tilskuerne efter kampen.
Efter kampen gav modstanderne udtryk for, at de gerne vil spille mod holdet igen. Det er positivt at modtage sådan en tilbagemelding, og det gør staben stolt.
En stor tak til de 50 tilskuere, der støttede holdet under træningskampen i lørdags. Det er altid dejligt at se interesse og opbakning til holdet.
En tidligere landstræner, Brian Bust fra 90’erne, henvendte sig og gav stor ros til drengene og især Marc Skou for hans præstation i målet.
Stolt landstræner
Landstræner Kim Næsby fortalte også, at det var dejligt at have nogle kendte ansigter tilbage på holdet. Han fremhæver også målmand Marc Skou for en fantastisk kamp. “Til samlingen blev det til et gensyn med nogle kendte ansigter. Jonas Kühn og Nicklas Kleczewski har valgt at tage en tur mere for os, hvilket vi er utrolig glade for – velkommen tilbage drenge. Til slut vil jeg lige fremhæve vores målmand Marc, som stod en fuldstændig vanvittigt kamp.”
Han opsummerer på weekenden: “Rigtig god samling i Fredericia er vel overstået. En samling hvor vores drenge virkelig gik til stålet og arbejdede sten hårdt. En samling hvor vi primært hat haft fokus på det offensive, fået indlært en masse løbebaner og systemer, som så rigtig fornuftigt ud.”
Vejen mod nye mål
Træningskampen mod Egtveds Danmarksserie-hold endte 20-20 og indikerer, hvor langt holdet er kommet. Fra at spille mod serie 3 og 4 hold, som de knap kunne slå, til nu at kunne spille lige op med et Danmarksserie-hold, er en tydelig indikation af holdets udvikling.
Der er også ros fra idrætsleder assistenttræner Frank Hansen til landstræneren for hans engagement og mentalitet. “Som observatør er det imponerende at se, hvordan truppen og trænerteamet arbejder sammen. Kim Næsby er en værdifuld landstræner med den rette vindermentalitet og tro på truppen. Udsigten til at rekruttere nye spillere i efteråret og fortsætte vejen mod succeser ser lovende ud.”
Næste samling for håndboldherrerne ligger i slutningen af april. Dato er endnu ikke fastlagt.