Jobopslag – Kommunikationsmedarbejder

Er du en haj til kommunikation, sociale medier og at planlægge og eksekvere events? Og lyder det fedt at rapportere fra mesterskaber og Deaflympics? – Så kan det være dig, vi leder efter i Dansk Døve-Idrætsforbund.

Til vores sekretariatet i Idrættens Hus i Brøndby søger vi en medarbejder til at sikre en stærk kommunikation til vores medlemmer og klubber, samt en, der på egen hånd kan planlægge og eksekvere events.

Vi er et lille sekretariat, hvor alle har mange kasketter på, og vi søger en medarbejder, der er selvstændig og har Pippis tilgang til nye opgaver ”Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg nok godt.”

DDI har en overordnet kommunikationsstrategi, men du får stor mulighed for at sætte dit præg på formidlingen fra DDI ved at skabe en rød tråd i CVI og tone of voice. Du er nysgerrig på andre mennesker, og du er opsøgende i forhold til at finde de gode historier, der skal formidles på DDI’s platforme.

Vi forestiller os, at du:

– har en kommunikationsfaglig baggrund og behersker det danske og engelske sprog på skrift

– er struktureret og selvstændig

– har erfaring med at bruge Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn

– har erfaring med WordPress

– har kendskab til GDPR i forbindelse med formidling og kan rådgive vores ledere, trænere og klubber herom

– føler dig hjemme i Office-pakken og kreative programmer (Adobe Creative eller Canva etc.)

– kan planlægge og eksekvere både store og små events

– er en holdspiller, men i høj grad også kan selv

– er klar til at tage ud til vores nationale mesterskaber i Danmark, men også vil drage med vores landshold til mesterskaber og Deaflympics.

Det er en fordel, hvis du har kendskab til tegnsprog, men det er ikke et krav. Der vil ofte være en tolk til rådighed.

Send din ansøgning og dit CV til ddi@deafsport.dk

Arbejdssted: Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20, 2605 Brøndby med høj grad af fleksibilitet til at arbejde remote. Der må påregnes en del rejseaktivitet i ind- og udland.

Løn: Efter kvalifikationer

Timeantal: Helst 37 timer – men 30 eller 32 timer kan aftales.

Tiltrædelse: Gerne hurtigst som muligt, men vi venter gerne på den rette kandidat.

Ansøgningsfrist: Vi afholder løbende samtaler og slår til, når den rigtige kandidat er fundet.

Yderligere informationer: Kontakt Sekretariatschef Joachim Thor Krøyer, jtk@deafsport.dk eller sms 29 17 79 55

Om Dansk Døve-Idrætsforbund:
Dansk Døve-Idrætsforbund (DDI) er et selvstændigt tværgående forbund under Danmarks Idræts-Forbund (DIF) gennem vores specialforbund Parasport Danmark. Døveidrætten er organiseret med et selvstændigt forbund, da den er væsentlig forskellig fra såvel hørendes idræt som handicapidrætten pga. vores sprog og kommunikation, dansk tegnsprog. Dog er flere af vores hørehæmmede medlemmer i dag integreret ude blandt hørende jævnaldrende, som dagligt klarer sig med talesprog – de fleste dyrker også idræt. Det er vigtigt for os at understrege at forbundet ikke stiller nogen krav til at man skal kunne tegnsprog for at være en del af fællesskabet – mange vælger dog alligevel at lære det hen ad vejen af egen vilje og nysgerrighed, til stor fordel for både den enkelte som for fællesskabet.

DDI tilbyder alle med høretab muligheden for at møde andre ligestillet omkring idrætten og det aktive foreningsliv. Hos os og i vores medlemsklubber kan du dyrke idræt efter dine behov, og på forskellige niveauer. Vi favner både bredde- og eliteidrætten, hvilket vil sige at vi både har tilbud til dem som mest af alt ønsker at være aktive og sociale i deres fritid, men vi har også tilbud til dem som ønsker at være seriøse med deres idrætsgren, og for eksempel drømmer om muligheden for at deltage i internationale turneringer for døve, som for eksempel EM, VM og Deaflympics – sidstnævnte er OL for døve.

I lighed med Olympiske Lege og Paralympiske Lege for handicappede har døveidrætten en tilsvarende begivenhed under International Committee of Sports for the Deaf (ICSD) – Deaflympics, som afholdes hvert 4. år, er godkendt af den Internationale Olympiske komite (IOC) med olympisk status. Der er også tilsvarende et Winter Deaflympics, som er forskudt med 2 år.

Del