Jon Hesselberg efter lodtrækning til EM i fodbold: “Det kunne have set værre ud”

Lørdag d. 23. marts var der lodtrækning til EM i fodbold. Danmark er endt i en spændende gruppe med flere gode nationer, men landstræner Jon Hesselberg ser potentiale for videre avancement i turneringen.

Danmark ender i pulje C og skal derfor møde Ukraine, Italien og Serbien i gruppespillet ved EM i fodbold. En gruppe, som landstræner Jon Hesselberg er tilfreds med.

“Jeg synes, det er en god lodtrækning for os. Det kunne have set meget værre ud. Jeg er ret tilfreds.”

Landstræner Jon Hesselberg havde ét ønske inden lodtrækningen: “Mit eneste ønske var at møde Serbien eller Skotland. Jeg håbede på at kunne undgå Frankrig i gruppen. Ukraine møder vi altid. Det er verdens bedste hold. Hvis vi kommer videre i kvartfinalen, møder vi heldigvis ikke dem.”

Hesselberg understregede også holdets fokus, da intet er givet på forhånd ved et EM: “Vi tager en kamp ad gangen, og så må vi se, hvor det bærer hen.”

“Vi spiller højest sandsynligt først mod Serbien. Det er godt. Hvis vi vinder mod Serbien i første kamp, kan vi bygge selvtillid op til kampen mod Ukraine. Italien er også et godt bud for os. På papiret er de længere oppe, men vi har en revanche til gode mod dem. Vi kommer nok til at kæmpe om 2. pladsen med dem.”

Danmark skulle have spillet kvalifikationskamp mod Italien i 2021, men landsholdet blev ramt af Coronavirus. Da Italien ikke ville flytte kampen, blev Danmark taberdømt 0-3. Læs om det her.

Slutteligt ser Jon Hesselberg også frem til at følge de andre grupper, og især én af grupperne ser spændende ud: “Pulje A vil jeg kalde helvedes pulje. Pulje B er også spændende. Britisk opgør mellem England, Skotland og Wales. Tyskland og England har også noget historie imellem.”

Del