Landstrænerens dagbog fra VM i bowling i Taiwan

Hej alle derhjemme.

Nu er det mandag den 2. august og her er lidt nyt fra landstrænerens dagbog.

Vi kan ikke komme udenom, at vi allerede har hentet den fornemste medalje hjem til Danmark. Pierre Bocquet hentede VM guld i single, men mere om det i den anden artikel ’Pierre Bocquet verdensmester’.

Vi rejste fra Danmark den 30. juli og ankom til Taiwan den 31. med en mellemlanding i Amsterdam.

I Taiwan blev vi hentet i lufthavnen og kom godt til hotellet.

Tidsforskellen mellem Danmark og Taiwan er 6 timer (dvs. lokal tid kl. 09:00 = dansk tid 03:00).

Den 1. august var der den første officielle træning. Der blev spillet på en husolie på 42 fod.

Senere var der så teknisk møde og som altid, opstår der lidt spørgsmål omkring fortolkning af det tekniske direktiv.

Der var et par spillere, der havde fået deres kugler afvist ved dagens kontrol. Kuglerne skal fremgå af en liste, der var sendt ud på forhånd. Hertil lidt diskussion om, der kunne opnås en form for dispensation, hvis alle var enige om det. Det blev afvist.

Det store spørgsmål var så lodtrækningen, om hvilken olie, der skulle spilles på under den anden officielle træning samt på alle konkurrencedagene. De tre olieprofiler, der var med i lodtrækningen, var:

  • TOKYO  42 fod
  • MEXICO CITY  43 fod
  • LONDON 44 fod

Lykkens gudinde var med os, da der blev trukket TOKYO 42 fod.

Den 2. august skulle de danske spillere til kuglekontrol, og her var der ingen problemer, da alle kugler blev godkendt.

Senere på eftermiddagen var der den anden officielle træning, og fokuspunkterne fra den første træning blev afprøvet. Dermed havde alle en god fornemmelse for, hvordan der skule spilles på olieprofilen TOKYO 42 fod.

Lørdag den 3. august blev der afholdt åbningsceremoni. Repræsentanterne for Danmark var Sabine, som bar skilt, og Oliver bar flaget. Senere blev herre singleturneringen spillet.

Desværre er der ingen online score her i hallen, men der er fra arrangørernes side lovet, at der kommer resultater på hjemmesiden, så snart dommerbordet får dem.
Link: http://www.netmedia-services.com/wdbc2019/results/wdbc2019-schedule.htm

Opdatering følger.

/Bjarne Svensson

Del