I går, tirsdag, var der lodtrækning til World Deaf Futsal Championships 2023, som finder sted i Brasilien d. 10.-19. november. Danmark var i seedningslag 4.
Håbede at undgå fire tophold
Inden lodtrækningen var Idrætsleder Anders Kirchheiner håbefuld. For ham var det vigtigst at undgå topholdene fra Brasilien, Argentina, Iran og Sverige.
Han fortæller: “Vi har ikke det store kendskab til de fleste af landene udenfor Europa, hvor der er en del nye bekendtskaber. Vi må dog forvente, at nationer som Brasilien og Argentina har et højt niveau, og dertil har Iran historisk set altid været stærke inden for futsal. Sammen med Sverige er det de fire nationer, vi helst vil undgå til lodtrækningen. Trækker vi dog dem, skal vi være klar på at bevise, at vi kan være med mod de bedste.“
Danmark ender i gruppe C med Schweiz, Kuwait og England
Efter lodtrækningen er det en tilfreds Idrætsleder Anders Kirchheiner, som vi fanger. Han fik ønsket opfyldt, og de undgår de mest markante hold inden for futsal. Nu starter VM-forberedelserne for alvor, og landsholdet glæder sig.
Ander Kirchheiner udtaler: “Vi er tilfredse med lodtrækningen. Vi undgik de, på papiret, allersværeste modstandere og er havnet i en pulje med gode muligheder. Det kræver dog at vi spiller op til vores allerbedste, hvis vi skal gå videre fra puljen, og nu hvor vi kender vores modstandere, går vores VM-forberedelser for alvor i gang.”
Til slut ser Anders og holdet frem til VM: “Vi ser med stor spænding frem til verdensmesterskaberne, og glæder os til at forsvare de danske farver. Vi tror på at vi kan skabe et spændende resultat!”
Husk, du stadig kan hjælpe futsallandsholdet ved at donere til deres indsamling på sponsor.me/futsaldeafsportden
Derudover kan du også byde på fodboldtrøjer på Odendo!