Malthe Qvortrup skriver historie i døvesporten: Første døve herrespiller til at skrive kontrakt med et ligahold

Publiceret i 3. udgave af Døvebladet 2024.

Tekst: Ditte Vind
Foto: DDI, Jens Luckenbach og Jan Berner Rømer

På et år er håndboldspiller Malthe Qvortrup gået fra at være et ubeskrevet blad i døvesporten til at spille sit første VM for døve, blive udnævnt til All Star-holdet og blive den første døve herrehåndboldspiler til at skrive en ligakontrakt. For ham er det kun starten på en lang række af drømme, og bl.a. døvelandsholdet har været med til at give ham mod til at følge dem.

De fleste mennesker i døvesporten kender efterhånden hans navn nu. Malthe Qvortrup, der hørte om døvelandsholdet gennem et opslag på Facebook og sidenhen debuterede ved VM i håndbold i 2023. Her bragede han ind på scenen med sit hårde skud og hurtige fødder, men han fandt også tryghed i fællesskabet med andre døve. Nu skriver han historie ved at være den første herrespiller til at skrive kontrakt med et hold i Danmarks bedste række. Fremtiden ser lys ud for den smilende dreng fra Slagelse, som altid har vidst, at han var anderledes. Med støtte fra sine forældre og venner fandt han modet til at vise sig frem med sit CI og afprøve sporten.

I april 2024 er Malthe blevet en del større, end da vi sidst så ham i aktion for døvelandsholdet for ca. 9 måneder siden. Han har taget kilo på, og det er tydeligt, at han er ved at tilpasse sig en tilværelse som håndboldspiller i landets bedste række, hvor der er højere krav til fysikken. ”Efter jeg har skrevet under på kontrakten, og det er blevet offentliggjort, har jeg trænet med ligaen stort set hver uge og nogle gange flere gange om ugen.” Han har det godt i sin klub TMS Ringsted, som vil give ham spilletid på deres 2. hold i 2. division, inden han kan tage skridtet videre til ligaen, og Malthe har en klar plan for fremtiden. ”Ét skridt ad gangen,” siger han til mig, som var han en ældre mand, der gav råd til sine børnebørn. Men Malthe er bare 20 år, og han starter sin seniorkarriere efter sommer med et stærkt mod og fornuft i sig. Med en bror, der tidligere har været på ligakontrakt ved han, at tingene ikke kommer let, men drømmene er stadigvæk store. ”Min største drøm er at komme til bundesligaen. Det er jo det største, men så er der andre små milepæle bl.a. vil jeg gerne være en profil i 2. division, dernæst 1. division og så måske ligaen.”

Foto © DDI

Døvelandsholdet bidrager til udvikling

Vi skruer tiden tilbage til VM i håndbold i 2023, hvor Malthe var debutant og kun lige blevet introduceret til døvelandsholdet. Her lå han i flere runder øverst på topscorerlisten, og mange af de deltagende lande havde svært ved at dække op for den unge dansker. Han ender med at få en fornem plads på All Star-holdet. Det var også her ved VM, at han for alvor blev en del af fællesskabet i døvesporten, som har bidraget til personlig udvikling hos den unge landsholdsspiller. ”Det var sjovt at blive en del af døvelandsholdet og deltage ved VM i 2023. Jeg var lidt nervøs i starten, men det er nogle gode gutter. Hvis man kommer ind i det fællesskab, så kan man være helt tryg.” Netop denne tryghed blandet med sit talent har også givet Malthe mulighed for at udvikle sit mentale spil, som han kunne bruge hjemme i klubben: ”Jeg har lært, at man ikke skal være bange for at gå på mål, for alle laver fejl. Det er en vigtig ting i sporten.”

Udover det mentale, så har hans succes på landsholdet også givet ham nogle lederegenskaber, der er guld værd for ethvert håndboldhold. Han vil tage ansvar og gå forrest for sit hold, hvilket han har gjort derhjemme i klubben på sit U19 hold: ”Hvis nogen hænger med hovedet eller bliver skubbet ekstra til, så hjælper jeg til og støtter mine holdkammerater.”

Et fællesskab, man ikke bliver træt af

Han havde forventet, at han efter en hel turnering, hvor spillerne bor på værelse sammen og har en hverdag blandt de andre lande, ville blive træt af de samme mennesker. Han blev positivt overrasket over, at det ikke var tilfældet. ”Jeg troede, jeg ville blive træt af gutterne, det kan jeg lige så godt være ærlig og sige. Det gjorde jeg heldigvis ikke.” Han fortsætter: ”Det er et fællesskab, man ikke bliver træt af.”

Ved VM i håndbold var der også debut til en anden vigtig figur på døvelandsholdet i håndbold. Assistenttræner Kim Næsby, der til dagligt er træner for U17-drenge i Fredericia er også et nyt ansigt i døvesporten, og til ham tillægger Malthe også en stor betydning for den udvikling, han har gennemgået. Den karismatiske træner formår at tale til de unge på døvelandsholdet i øjenhøjde med en blanding af humor og kontante beskeder. ”Kim han skal nok fortælle, når man har gjort noget forkert, men han finder en balance mellem at være sjov og hård. Han stikker til os i sjov, og vi stikker også til ham. Han bidrager med noget specielt til døvelandsholdet.”Lederskikkelser i døvesporten er også en vigtig faktor for alle holde på de unge, som ikke har haft erfaring med døvesporten før. 

Opbakning fra TMS Ringsted

Da Malthe vender hjem til TMS efter VM, er der nysgerrighed på landsholdsspilleren og hans oplevelser ved et døve-VM. Han mærker, at der er kommet mere opmærksomhed på døvelandsholdet og især på sociale medier, hvor han bliver eksponeret på Instagram. Det giver også en lille ”mediebøde” i bødekassen for hver gang, han bliver vist i videoer, hvilket er sjovt for venstrebacken. ”Da jeg skulle starte op med ligaen, var der flere, der spurgte, hvordan det gik og hvad der skete og hvordan det hele fungerer på et døvelandshold. De var meget interesseret i at høre, hvordan det var på døvelandsholdet ift. Et hørende.” Folk er interesserede og bakker op om hans deltagelse på et døvelandshold, hvilket er med til at starte snakken om høretabet og døvelandsholdene.

Foto © DDI

Det er ikke kun holdkammeraterne, der bakker Malthe op men også TMS, så længe det ikke går udover kampene i klubben: ”De synes, jeg skal ”go for it”. Han fortsætter: ”De vil ikke lukke muligheden for mig overhovedet. De synes også, det er et landshold, man skal respektere på lige vilkår med de andre landshold.”

Jeg har altid kaldt mig døv

Malthe har altid fået meget støtte og hans forældre har været en stor del af hans udvikling i sporten, da de altid har opmuntret ham til at have mod. ”Jeg har fået en masse støtte fra mine forældre til at forfølge min drøm. Da jeg var mindre, ca. 10-11 år, havde jeg snakke med mine forældre bl.a. om skolen, hvor de også gjorde det klart for mig, at det er lidt sværere for mig, som har nedsat hørelse.” Opbakningen og samtalerne med sine forældre har gjort, at han fra en tidlig alder vidste, at han var anderledes, og det er derfor heller ikke noget, han føler sig skræmt væk af. Han har et høretab og et CI, hvilket han ikke er bange for at sige højt: ”Jeg har sagt helt fra starten, at jeg er døv. Jeg er født døv, jeg har altid været døv, og det kommer jeg altid til at være.” For ham og mange af hans holdkammerater på døvelandsholdet er det ikke en hindring for at dyrke sport, men for langt de fleste har det ikke altid følt sådan, og det resonerer hos Malthe. Når han skriver historie som Danmarks første døve herrespiller på ligakontrakt, vil han gerne give andre unge modet, som han selv har fået hjemmefra: ”Jeg håber, det kan give noget inspiration til andre som mig, der ikke rigtigt tør komme ud i sporten. Som er bange for ikke at blive accepteret, fordi de har et høretab.”

Den store opmærksomhed på ham i klubben og på døvelandsholdet skal han nok vænne sig til, for der er kun én vej for det unge talent, og det er fremad, hvis han fortsætter i samme bane: ”Jeg har aldrig prøvet, at der var nogle, som ville have et billede og en autograf af mig– det var virkelig sjovt.”

Foto © DDI

Del