Klaus Hårdell gik bort den 18. april 2021 efter et langt og svært sygdomsforløb. Han blev bisat fra De Døves Kirke den 26. april.
Ole Faustrup, som var Klaus’ nære ven gennem stort set hele livet, har skrevet en flot nekrolog til minde om vores allesammens Klaus.
Klaus var den bror jeg ikke fik – og omvendt. Jeg mødte Klaus som 6-årig i 1952, og vi var klassekammerater i 12 år – først på Nyborgskolen og efterfølgende var vi også klassekammerater i de to første år på ingeniørskolen. Da mine forældre boede i Jylland var Klaus’ mor min plejemor. Ja, vi var som brødre er flest. Man kan godt sige at vi var pot og pande gennem livet. I de sidste 3,5 år besøgte jeg Klaus på plejehjemmet i gennemsnit 2 gange om måneden. Sidst jeg besøgte Klaus var en uge før han gik bort. Jeg kunne således skrive meget om vores liv sammen, da vi nåede at kende hinanden i 69 år.
Men jeg vil dog nøjes med at skrive om Klaus’ tid i DDI. I hele 30 år var Klaus en meget engageret del af DDI, først som bestyrelsesmedlem (sekretær) fra 1972, helt frem til 1988 da blev han formand, før han i 1989 blev ansat som DDIs første idrætskonsulent.
Allerede som sekretær var han en del af redaktionen på Sportsbladet som i 80’erne skiftede navn til Døveidræt. Jeg selv var næstformand fra 1968 og formand i 2 år 1978-80. Da havde vi et godt samarbejde, og vi boede et stenkast fra hinanden i Albertslund, frem til jeg fik arbejde i Stockholm. Så fra 1981 fulgte jeg Klaus’ virke i DDI på sidelinjen. Efter Knud Søndergaard stoppede som formand og redaktør i 1978 overtog Klaus posten som redaktør af bladet og varetog hvervet helt frem til han stoppede som Idrætskonsulent i 2002. Før han blev Idrætskonsulent klarede han den store opgave som redaktør i sin fritid. Bladet udkom 6-9 gange om året og hvert nummer indeholdt mindst 20 sider! Til dagligt arbejdede han som lærer på Sdr. Parkskolen.
Med sine frivillige poster i de tidligere år var Klaus fra starten af meget engageret i skoleidrætten, og derfor opstod ideen at stifte døveidrætsklubben Ahorn, som dengang i 1982, hed Roskilde Amts Døve Idrætsklub, også bedre kendt som ”Roska”. I 1986 ændrede klubben navn til Ahorn, som stadig eksisterer den dag i dag. Baggrunden for at stifte klubben dengang var, at de mange døve elever som gik på Sdr. Parkskolen kunne få mulighed for at deltage i DDI’s skolemesterskaber. Klaus var Roskas første formand og blev sidenhen også æresmedlem i Ahorn. Som Idrætskonsulent arrangerede han Idrætslejre for døve børn på Castberggård i mange efterårsferier.
Da Klaus så i 1989 blev ansat som Idrætskonsulent, kom der fuld fart på. Han var med til at stifte Fleur – er en klub for flerhandicappede døve som er tilknyttet Center for Døve (CFD) i Gladsaxe. Han var også primus motor bag oprettelser af døve-idrætsklubber såsom Bering i Horsens i 1992, Olympia i Herning i midten af 90’erne, således at døve børn på Centerskolen i Herning kunne deltage i skolemesterskaberne, samt Bjørnen 1997 i Nykøbing Falster. Desværre eksisterer de ovennævnte klubber ikke mere – bortset fra Fleur.
Klaus søsatte mange projekter og efter hvert projekts afslutning udgav han en meget fyldig rapport. Og blot for at nævne et par stykker:
- Handicappede Døve og Idræt
- Ældreidrætsprojekt
- Døveidrætsprojekter i det sydlige og østlige Afrika
For de flerhandicappede døve var det vanskeligt at dyrke idræt i en klub under Dansk Handicap Idrætsforbund (i dag Parasport Danmark), hovedsageligt på grund af de flerhandicappede døves kommunikationshandicap. Derfor arrangerede Klaus, sammen med Fleur, idrætsstævner for døve med flere handicaps på Castberggård.
Hvad der angår ældreidrætten, besøgte han 7 pensionistklubber rundt om i Danmark, idet han havde den mening, at ældre døve ikke fik tilstrækkeligt med motion i forhold til samfundets hørende ældre. Han mente at døve var for vidtspredt fra hinanden og derfor ikke i samme grad kunne benytte sig af lokale tilbud på grund af deres kommunikationshandicap. Derfor fremkom Klaus med idéer til hvordan de ældre døve kunne samles for fællesskabet og samtidig dyrke motion.
Vedrørende projektet i det sydlige og østlige Afrika var Klaus i august 1994 på en studierejse med det formål at kortlægge døveidrætten dernede, for eventuelt starte et projekt efter hjemkomsten. Han besøgte 8 lande og var i hvert land i 2-3 dage. Flere steder mødtes han med landenes sportsministre – foruden altså de lokale døve. Projektet var støttet af Danida og Kulturministeriet, og efter hjemkomsten udgav han en fyldig engelsksproget rapport med titlen: ”Report of investigations on starting deaf sports projects in Southern and Eastern Africa”.
Foruden bladet ”Døveidræt” udgav han en hel masse publikationer på vegne af DDI’s bestyrelse – og her skal nævnes et par stykker: ”Døveidræt mod år 2000”, ”Organisationsprofil i Dansk Døve-Idrætsforbund”, ”Tegnsprog og døve – det er døveidræt” og ”Jubilæumshæfte 75 år Dansk Døve-Idrætsforbund 1922-97”. Alle publikationerne er gemt og opbevaret hos Døvehistorisk Selskab.
Udover ovenstående fortjener en bestemt publikation særlig opmærksomhed: ”DDIs statistikker 1922 – 1994” som blev udgivet i 1995. Det tog Klaus knap to år – med øvrige sideløbende opgaver – at udarbejde hæftet som indeholder nationale og internationale resultater og statistikker fra mesterskaber, landskampe, skoleidrætten m.v. i perioden 1922-1994. Men ikke kun resultater. Den indeholder sågar alle DDI’s mødeaktiviteter, oversigt over bestyrelsesmedlemmer, hædersbevisninger etc. Planen dengang var at udkomme med ny udgave hvert andet år med ajourføring og rettelser – det var nok for ambitiøst. Så stoppede Klaus og først nu er DDI i gang med at opbygge en digital database som bygger videre på Klaus’ fantastiske hæfte.
Klaus fortsatte i DDI helt frem til udgangen af 2002. Herefter genoptog han lærergerningen på Sdr. Parkskolen i Ringsted.
Men nu er det ikke bare det enorme skrivearbejde og de mange rejser som Klaus har udført. Han passede også butikken til dagligt ude i Brøndby hvor han varetog et hav af forskelligartede opgaver, både når det kom til korrespondancen på vegne af hovedbestyrelsen, deltagelse i bestyrelsesmøder som sekretær, planlægning af rejser for landsholdene, og så lagde han tilmed et stort arbejde i Deaflympics i 1997 sammen med organisationskomiteen. Og sådan kunne jeg blive ved. Stort set var han ene mand på kontoret, men havde dog i korte perioder medhjælpere på kontoret. For at sætte Klaus’ store arbejde som Idrætskonsulent i relief: Klaus Hårdell har haft stor andel i udviklingen af det DDI som vi kender i dag. Klaus var en sand arbejdshest, hvis hjerte utvivlsomt brændte for døveidrætten.
Æret være hans minde.
