DDI har lavet en aftale med Kim Næsby, som har takket ja frem mod VM på hjemmebane. Trænerstillingen stod åben, da Mikkel Bom på grund af personlige årsager måtte trække sig fra VM-projektet. Heldigvis kunne vi efter kort tid finde en løsning med Kim Næsby. Kim træner i øjeblikket Fredericia HK’s U19 og U17 hold.
Hos DDI er vi glade for ansættelsen af Kim, der skal forsætte med at forberede landsholdet frem mod VM d. 1.-15. juli.
DDI’s Eliteidrætskonsulent Eetu Keski-Levijoki udtaler følgende: ”DDI vil naturligvis gerne fortsætte med at styrke landsholdene. Vi er meget glade for, at vi fik Kim Næsby med i VM-projektet. Vi har hørt en masse gode ting om Kims personlighed og coachingstil. Kim besøgte vores samling en gang for et par uger siden og efter blot én træningsdag, var der en effekt at spore. Forbundet ønsker at tilbyde vores landshold den bedste mulighed for udvikling inden for de rammer, vi kan tilbyde. Derfor er vi tilfreds med, at vi har fået et rutineret træner som Kim til vores lejr.”
Landstræneren Frank Høyer Hansen ser også meget frem til samarbejdet og påpeger især Kim Næsbys evne til at balancere mellem humør og seriøsitet i kampe. Han udtaler:
“Jeg er meget glade for, at Kim Næsby har takket ja til rollen som assistenttræner. Jeg tror på, Kim kan være med til at løfte vores niveau højere endnu. Da han var på besøg til sidste samling, bidrog han med gode øvelser og viden om angreb og forsvar. Mit indtryk var, at spillerne og teamet var meget postive efter oplevelsen og fandt styrke i hans erfaring og personlighed. Jeg synes, det er et godt valg til assistentrollen. Kim og jeg har kendt hinanden i en del år gennem vores sønner, qua han har været træner for dem de sidste 4 sæsoner. Hans måde at balancere mellem humør og seriøsitet er helt specielt og bliver en styrke for os. Jeg er sikker på, vi kan gå efter en topplacering til VM med Kim.”
Kim Næsby var da heller ikke et sekund i tvivl, da han blev spurgt, og han glæder sig til at arbejde frem mod et VM på hjemmebane. Han fortæller: “Jeg har sagt ja til stillingen, da jeg for det første er vild med håndbold. Efter samlingen, hvor jeg var gæstetræner, og vi spillede kamp, kunne jeg se et stort potentiale i både truppen med også teamet omkring. Da Frank spurgte mig, om jeg ville være en del af projektet frem mod VM på hjemmebane, var jeg aldrig i tvivl. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med forberedelserne og endnu mere at skulle spille VM på hjemmebane d. 1.-15. juli. Jeg håber, vi kan komme langt.”
Vi vil gerne takke Fredericia HK’s direktør Thomas Renneberg-Larsen for det gode samarbejde og muligheden for at få Kim Næsby til at træne for os. Der skal også lyde en stor tak til Mikkel Bom, som bragte fremragende trænerviden til os. Du var en god trænerpartner først for Kim Moesby og siden for nuværende landstræner Frank Høyer Hansen. Vi ønsker alt det bedste for dig og familien fremover. Vi håber, at vi ses igen en dag!