Referat af EDSO-kongres: En sportslig Mille-feuille af nye tiltag og historiske milepæle

DDI’s hovedbestyrelsesmedlem Julie Fabricius Faustrup var afsted for at repræsentere Danmark til både EDSO- og ICSD-kongressen som begge fandt sted i Paris i den samme uge. Førstnævnte foregik d. 1.-2. oktober.

Læs hendes beretning her:

“EDSO var den første kongres i rækken og løb af stablen 1.-2. oktober. Som førstegangsdelegeret var det en overvældende men ret spændende oplevelse. Der var mange punkter på dagsordenen og en del indkomne forslag som skulle nås på to dage. To kvindelige bestyrelseskandidater blev valgt ind i bestyrelsen for at kunne skabe et større kønsligestilling inde på bestyrelsen som nu består af 4 mænd og 2 kvinder. Netop ligestilling og større diversitet var en sag som DDI, under Michaels tid, har kæmpet ihærdigt for. Så det er dejligt at kunne se resultater af arbejdet.

Cirka 21 lande deltog i kongressen. Blandt de indkomne forslag var der nogle bud på nye sportsgrene. Pentaque er nu offentligt en sportsgren under EDSO. DDI vil dog stadig arbejde på at styrke discgolf, så den også kan konkurreres på europæisk plan, men det tager lidt tid da sporten stadig er relativt nyt i de mange europæiske lande. Andre sportsgrene såsom fiskesport og sejlsport var også blandt forslagene, men blev nedstemt på grund af mangelfuldt datagrundlag omkring begge sports mesterskabsformat og manglende resultater fra tidligere gennemførte mesterskaber. Desuden blev der også sat spørgsmålstegn ved etikken omkring fiskesport.

Årsregnskaber for 2022 og 2023 blev godkendt, desværre var der underskud for begge år. Inflationen har været hård for EDSO.

Til de mere spændende nyheder så har Tyskland taget værtskabet for det allerførste European Deaf Youth Games 2026 (for atleter i alderen 14-18 år) i Hannover. Italien har sagt ja til at tage værtskabet for Triathlon i 2027.

EDSO-kongressen blev sluttet af med et 40-års jubilæumsfejring. EDSO blev grundlagt i 1983, men kunne ikke gennemføre jubilæet før i år. Lidt historie og nogle statistikker blev præsenteret, og en af de mere interessante statistikker var, at Danmark gennem tiden har taget EM-værtskaber i alt 10 gange.”

Efter to lange dage fyldt op med indtryk fra EDSO-kongressen, var der slet ikke tid for hovedbestyrelsesmedlem Julie Fabricius Faustrup at fordøje alle de oplysninger. Allerede næste dag var det ICSD-kongres, som blev gennemført 3. og 4 oktober på samme sted i Paris. Referat kommer ud fredag d. 25. oktober.

Del