I weekenden den 19. – 20. marts var DDI vært for DM i bowling 2022. Arrangementet fandt sted i Grøndal bowlinghal i det nordvestlige København. Til alles store glæde var der tilmed mange tilskuere der havde fundet vej til bowlinghallen for at heppe på spillerne.
Lørdagen var afsat til herre- og damedouble, med deltagelse af 5 par på herresiden og 3 par på damesiden. DDI’s idrætsleder, Kristin Martinsen, bød først og fremmest velkommen til alle de fremmødte og bad herefter om at der blev holdt et minuts stilhed for den nyligt afdøde bowlingspiller Lilian Nissen fra Tenpins.
Herefter var spillerne klar til at komme i gang til doublen. Det par som havde flest samlet point efter 6 serier kunne løbe med titlen.
I herrernes double var den yngste deltager, Oliver W. Kristensen fra Ahorn, i hopla. Sammen med sin rutinerede makker, den regerende verdenmester i herresingle, Pierre Bocquet, sikrede parret sig sejren med en samlet score på 2272 kegler. Peter Frank Jørgensen og Ali Hassan Aljaber fra Døvania blev nummer to med 2187 kegler, og Carsten Asmussen og Flemming Jensen fra Ahorn snuppede tredjepladsen med 2112 kegler.
I damernes double blev det Mette Jensen og Joan Buchardt fra Døvania der vandt med en samlet score på 1839 kegler. Anne Grete Hansen og Trine S. Thorup fra Ahorn kom på andenpladsen med 1706 kegler, og tredjepladsen gik til Sabine Brink og Helle Roikjær fra Viking med 1649 kegler.
Om søndagen gjaldt det herre- og damesingle, med deltagelse af 10 herrer og 8 damer fra start i de indledende runder à 6 serier. Af dem ville de fire bedste herrer og fire bedste damer gå videre til semifinalerne. Førstepladsen fra begge af de indledende runder ville få fordelen af at vælge hvem vedkommende ville møde i en direkte duel over én serie i semifinalerne. Herefter ville vinderne fra semifinalerne gå videre til finalerne, som også her blev afgjort over én afgørende serie.
I de indledende runder blev det, efter seks spændende og tætte serier, Pierre Boquet og Joan Buchardt som sluttede på førstepladsen. Se resultaterne fra de indledende runder nedenfor.
Pierre Bocquet valgte at møde Steen Wagner og Joan Buchardt valgte at møde Trine S. Thorup i semifinalerne. I den anden af herrernes semifinaler skulle Peter Frank Jørgensen møde Ali Hassan Aljabar, og hos damerne skulle Sabine Brink møde Mai Washsmuth. Her var det særligt spændende på bane 15, i damernes ene semifinale mellem Joan og Trine, hvor Joan med blot én enkelt kegle slog Trine med slutscoren 168-167.
Videre i finalen var Pierre Bocquet mod Ali Hassan Aljabar og Joan Burchardt mod Sabine Brink.
I finalen fik Pierre Bocquet en fantastisk serie på 267 og kunne dermed kalde sig for dansk mester 2022 i herresingle. Joan Buchardt blev dansk mester 2022 i damesingle med en flot serie på 200.