Dansk Døve-Idrætsforbund kan trods en svær økonomisk situation meddele, at vores futsallandshold vil repræsentere Danmark ved VM i futsal, som afholdes i Brasilien fra d. 10. til d. 19. november 2023. Det er med stor glæde, at vi offentliggør truppen og med sikkerhed bekræfter deres deltagelse ved VM, men vi søger stadig sponsorer.
Nummer | Navn | Medlemsklub |
---|---|---|
6 | Jason Rasmussen | DAN |
5 | Omar Hatab | DAN |
11 | Nassor Salim | DAN |
7 | Ali Dia | Start |
10 | Yasin Hida | Start |
12 | Mustafa Harmanci | Døvania |
3 | Mark Alstrup | Døvania |
1 | Lars Laursen | IK Viking |
4 | Markus Sandell | IK Viking |
9 | Søren Bøgsted | DAN |
8 | Patrick Kristensen | DDI |
3 | William Thykjær Lave | DDI |
Stab:
- Michael Springborg (cheftræner)
- Thomas Hessellund (assistenttræner)
- Rasmus Munk (målmandstræner)
- Anders Kirchheiner (idrætsleder)
- Rasmus Andersen (behandler og sundhedsansvarlig)
- Frederik Rudebeck Rasmussen (holdleder)
Landstræner Michael Springborg, ser frem til den spændende udfordring og fortæller om en stærk trup: – “Jeg er overbevist om, at vi har sammensat en stærk trup, der skal repræsentere Danmark ved VM. Det er en blanding af nogle unge drenge, som er nye i DDI og så nogle rutinerede hunde i Søren Bøgsted, Ali Dia og Nassor Salim, der skal vise vejen. Jeg glæder mig utrolig meget til at se, hvilken cocktail det bliver til VM.” Han påpeger især hurtigheden, som truppen besidder, hvilket bliver en klar styrke for holdet. Han fortsætter: – “Vores styrke bliver helt sikkert den hurtighed som truppen besidder. Vores to kæder harmonerer hinanden godt med en masse fart og rutine blandet godt sammen.”
Truppen er netop blevet tilført talenterne William Thykær Lave og Patrick Kristensen, som er klar til at tage udfordringen op blandt spillere. De er begge to nye i DDI og har deltaget ved fodboldsamlingen d. 10. september, hvor Springborg så deres potentiale efter et besøg.
Michael Springborg har også kun ros til de to nye drenge i klassen, som virkelig har grebet chancen og spillet sig til en plads på holdkortet til VM. Noget, som Michael Springborg også fremhæver: – “Patrick og William er to virkelig spændende spillere, som er helt nye i DDI. De imponerede mig ved sidste samling på Castberggård, og jeg glæder mig til at se dem i international futsal.”
Når man spørger landstræneren, hvad man kan forvente af truppen, er ambitionerne meget høje, hvilket også skyldes flere afbud til VM. Det betyder dog ikke, at holdet bare kan læne sig tilbage, mener han. – “Jeg tror aldrig vores chancer for at lave et godt resultat i Brasilien har været større, end de er i år. Med afbud fra nationer som Italien, Spanien, Rusland og Ukraine ser det virkelig fornuftigt ud for vores chancer. Vi går dog ydmygt til opgaven og ved, at hver kamp skal spilles på højeste niveau.”
Vi søger stadig støtte
Selvom det er en glædelig nyhed, at vi nu sender vores landshold til VM i Brasilien, ønsker Dansk Døve-Idrætsforbund at understrege, at vi stadig er på udkig efter hjertesponsorer og partnere til både VM i Brasilien og det efterfølgende VM, som vil finde sted i Danmark i 2025. Økonomisk støtte fra virksomheder er afgørende for at give vores atleter de nødvendige ressourcer og muligheder for at konkurrere på højeste niveau og opnå de bedste resultater.
For interesserede sponsorer og samarbejdspartnere er der fortsat mulighed for at blive en del af vores futsallandsholdets rejse mod medaljer, både på den internationale scene i Brasilien og t.o.m. VM i Danmark. Sammen kan vi give spillerne bedre forudsætninger og luft til at fokusere på deres træning og kamp.
Privatpersoner:
Støt holdet på https://sponsor.me/futsaldeafsportden
Virksomheder:
Udover de klassiske eksponeringsmuligheder er der rig mulighed for aktivering af sponsorater i form af foredrag med spillere fra holdet med høretab (vi sørger for tegnsprogstolk, hvis det er nødvendigt), en futsalkamp med / imod dem eller gimmicks i forbindelse med VM i Vejle i 2025.
Se mulighederne for at blive eksponeret med holdet her:
https://rb.gy/0m7pi
For yderligere information om sponsorater og samarbejdsmuligheder, bedes I kontakte næstformand Janni Møller Thomsen på jmt@deafsport.dk.
Vi ser frem til at følge drengene ved VM i Brasilien!