To ligaspillere bliver trænere for kvindelandsholdet sammen med en Team Manager og anfører

Dansk Døve-Idrætsforbund kan med stor glæde offentliggøre det nye trænerteam til kvindelandsholdet. Efter en effektiv proces har forbundet valgt at satse på to trænere, der begge har dybe rødder i dansk håndbold. Anders Buk Eriksen og Jens Svane bringer en god kombination af spiller- og trænererfaring til holdet. Derudover kan vi annoncere, at Susan Sørensen bliver Team Manager og Jeanette Bille fortsætter som anfører.

Anders Buk Eriksen, 38 år, har en imponerende karriere bag sig. Bosat i Kolding, har han spillet kampe for Ribe, Esbjerg og HK, samt 17 ligakampe og 2 Champions League-kampe for KIF. Hans sidste kamp på højt niveau var i 2017, men hans engagement i håndbolden er langt fra stoppet. Anders træner eleverne tilknyttet Team Danmarks håndboldlinje i 7.-9. klasse samt U15 og U17 piger på KIFs halgulve. Uden for håndbolden er han gift med Karina, far til to børn, og arbejder som driftsleder i Slotssøbadets Fond.

Anders udtaler:

“Når man bliver spurgt, om man vil være en del af det her hold, så siger man ikke nej tak. Gennem Susan (Sørensen) har jeg i løbet af de sidste par år fulgt med på sidelinjen, og da jeg blev spurgt, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg gerne ville med på denne rejse. Forhåbentlig kan min erfaring som både spiller og træner bruges. Jeg håber, at Svane og jeg kan være med til at gøre flere opmærksomme på, at vi rent faktisk har et landshold, som tilhører de bedste i verden. Jeg glæder mig til at lære truppen at kende. Jeg glæder mig til samlingerne – ikke mindst den første samling!”

Jens Svane Peschardt, 26 år, er også et klubikon i Kolding og stadig aktiv på håndboldbanen med 260 kampe for KIF. Han har i sin tid afvist flere tilbud om klubskifte og er kendt som en klubmand til det sidste. Udover sin rolle som anfører for KIF kombinerer Jens sin spillerkarriere med en stærk trænerbaggrund. Sammen med Anders træner han KIFs akademihold samt U15 og U17 piger. Privat bor han sammen med Ida Marie, der også er håndboldspiller.

Jens udtaler:

“Jeg føler mig virkelig privilegeret over at have fået muligheden for at være med omkring døvelandsholdet og dets fremtidige rejse. Primært på grund af de gode mennesker og kræfter, der allerede er en del af holdet og de både spændende og udfordrende opgaver, der er i vente. Jeg ser frem til at skabe et mega stærkt og godt fællesskab omkring håndbolden, hvor det er bekræftende og udfordrende at være, så spillere, der er i truppen nu og forhåbentlig flere spillere i fremtiden, vil se en stor værdi i at være en del af holdet. Først og fremmest glæder jeg mig til at komme i gang og få holdet samlet.”

Et stærkt hold

Med Anders Buk Eriksen og Jens Svane ved roret er der skabt en ny fremtid for døvelandsholdet. Deres erfaring som spillere i landets bedste række, kombineret med deres dedikation til at udvikle talenter bliver et stærkt fundament for fremtiden.

Susan Sørensens overgang til Team Manager og Jeanette Billes fortsættelse som anfører bliver afgørende for den fortsatte rejse, som landsholdet er på. Sammen med de nye cheftrænere bliver de vigtige for integrationen, hvilke sekretariatschef Christian Taylor også lægger tryk på.

“Vi er virkelig stolte af tilknytningen af to så kompetente trænere. Det er et scoop for forbundet! Men vi er lige så stolte af, at Susan og Jeanette har valgt at fortsætte. De bliver en vigtig del af integreringen af vores nye cheftrænere, og det bifalder vi. Vi har samlet et rigtig stærkt hold, som kan cementere kvindelandsholdet position i toppen af døveidrætten.”

Deres første samling efter sommerferien bliver d. 20.-22/9 i Kolding. Dansk Døve-Idrætsforbund ser frem til at følge det nye trænerteam.

Del