Lørdag den 11. november var repræsentanter fra forbundets klubber, landshold, sekretariat og hovedbestyrelsen samlet til et heldagsseminar på Scandic Hotel Kolding.
Klubbernes repræsentanter var samlet til klubseminar under ledelse af klubkonsulent Herluf Veng Juul, hvor spændende og konstruktive emner blev diskuteret. Flere af klubberne udtrykte glæde over at mødes og dele tanker omkring døveidrætten.
Sideløbende med klubseminaret var elitekonsulent Eetu Keski-Levijoki vært for et eliteseminar, hvor landsholdenes repræsentanter var mødt op. Her blev der primært diskuteret retningslinjer omkring landsholdssamlinger og mesterskaber. Om eftermiddagen gav næstformand Janni Møller Thomsen et kort oplæg omkring økonomi og sponsormuligheder.
Om formiddagen var hovedbestyrelsen samlet til hovedbestyrelsesmøde, hvor især forbundets aktuelle situation blev gennemgået. Efter frokost deltog hovedbestyrelsesmedlemmerne i de to seminarer, hvor der var mulighed for at besvare på spørgsmål, samt lytte til deltagernes input.
Formand Michael Weber Steenberg udtaler: “Det var rigtigt godt at få hilst og snakket med deltagerne, da de udgør en meget vigtig del af forbundet. Deltagerne var nysgerrige og kom med inputs, hvilket vidner om, at de også tænker meget på forbundets velbefindende, hvilket betyder meget for mig og resten af hovedbestyrelsen. Jeg ser frem til det fortsatte arbejde for forbundet.”
Da nogle ledere var forhindret var de ikke med på billedet, men deltog tidligere på dagen.