I tirsdags var Dansk Døve-Idrætsforbund taget et smut til Jylland, nærmere bestemt på Bråskovgård Efterskole, hvor vi præsenterede vores allerførste oplæg om “Idræt og fællesskab” foran omkring 100 efterskoleelver.
Dagens oplæg blev præsenteret af Trine Tønnensen og Nicklas Kleczewski, som både kom ind på hvem forbundet er, hvem vi henvender sig til, og hvilke muligheder vi tilbyder vores medlemmer. Herunder de unikke oplevelser, som blandt andet at kunne deltage i internationale begivenheder sammen med andre med høretab. Efterfølgende sluttede vi oplægget af med en kahoot-quiz, hvor vi fik testet elevernes paratviden, med nogle spørgsmål om forbundet. Til slut lavede vi en lille aktivitetsleg i hallen. Med ørepropper i ørerne og musik over højtalerne i hallen, skulle fire rækker af cirka 25 elever i hver prøve at videregive den samme sætning op langs rækken. Det vil sige at den bagerste elev i hver række fik en sætning som skulle videregives fra elev til elev op gennem rækken, indtil den forreste elev i hver række kunne komme op og fortælle hvad sætningen var. Formålet med legen var at prøve at give eleverne en fornemmelse af de udfordringer man kan have som person med et høretab. Blandt efterskolens elever var der også hørehæmmede, som brugte deres CI- eller høreapparat.
Det var fantastisk at vi fik muligheden for at komme afsted og søsætte vores første oplæg om “Idræt og fællesskab”, for at skabe opmærksomhed på forbundet, og fortælle om de muligheder vi tilbyder vores medlemmer.
Book os til et oplæg om “Idræt og fællesskab”
Dansk Døve-Idrætsforbund er i dag under udvikling og står overfor nye udfordringer, grundet en ny generation af hørehæmmede og CI-brugere. Siden DDI blev grundlagt i 1922 har der primært været døve tilknyttet Dansk Døve-Idrætsforbund, men i takt med teknologiens udvikling og de mange nye hjælpemidler, som blandt andet omfatter CI- og høreapparater, så er der i dag flere hørehæmmede og færre døve.
Dansk Døve-Idrætsforbund vil derfor gerne give hørehæmmede og CI-brugere muligheden for at kunne være en del af et fællesskab indenfor idrætten hos DDI, hvor der er mulighed for at møde andre med høretab. Vi ved, at hørehæmmede og CI-brugere er meget inkluderet blandt hørerende i dagens Danmark, hvorfor det kan være svært at finde den målgruppe vi henvender os til. Omvendt ved de heller ikke at der findes et sted indenfor idrætten, hvor man er fælles om et høretab. DDI kommer derfor med en ny oplagt mulighed for at give efterskoler, foreninger, virksomheder, klubber etc. tilbuddet om, at vi gratis kommer ud og holder oplæg om “Idræt og fællesskab” indenfor døveidrætten. For at give et indblik i hvad vores medlemmer selv synes, har vi interviewet tre unge hørehæmmede fodboldspillere fra herrelandsholdet om Idræt og fællesskab hos Dansk Døve-Idrætsforbund.
Såfremt det kunne have jeres interesse at vi kommer og holder et oplæg hos jer, der giver indsigt i DDI’s muligheder og vores tilgang til døvesporten, så kontakt meget gerne undertegnede på nnk@deafsport.dk eller 31472950.
/NNK